blog
26. oktober 2023
Interview med Patrick Timo Jørgensen, ansat i Nordea Asset Mangament som People Partner.
For cirka et år siden blev Patrick Timo Jørgensen færdig med sin Master of Business Coaching (MBC) hos Copenhagen Coaching Center. Han fortæller her, hvorfor han valgte netop denne uddannelse, hvad den har givet ham, og hvordan han oplever at kunne anvende det, han har lært i sit nuværende arbejde.
Bag sig har Patrick en karriere som professionel fodboldspiller, og han har altid vidst, at han gerne ville arbejde med ledelse, når fodboldkarrieren en dag var slut. For omtrent 6 år siden blev det ønske virkeligt, da han gennem spillerforeningen fik ansættelse hos Nordea Bank. Her arbejder han i dag med udvikling af ledere i en stilling hos Nordea Asset Management som ”People Partner”.
Men hvad var det, der gjorde, at Patrick på daværende tidspunkt valgte at gå i gang med en Master uddannelse? Og hvorfor blev det netop hos Copenhagen Coaching Center?
”Jeg ledte efter en lidt anderledes uddannelse, hvor der både var mulighed for refleksion, og hvor der var fokus på individet. I MBC’en var der både udvikling, dannelse og en optagethed af de værdimæssige aspekter. Den indeholdt både ledelsesgreb og ledelsesfilosofi. Og jeg var tidligere stødt på Andreas Berring i forbindelse med fodbold.”*
*Andreas er Direktør i Copenhagen Coaching Center
Samtidig fortæller Patrick, at fordi han var ung og trådte ind i en verden, han ikke kendte ret meget til, var det vigtigt for ham, at uddannelsen også gav mulighed for udvikling på et mere personligt plan.
”Jeg havde brug for at arbejde med min egen udvikling. At tage på en dannelsesrejse, fordi jeg var så grøn og ny i den her verden. For mig var turen til Lesbos fantastisk. Det var en dannelsesrejse på det helt rigtige tidspunkt. Jeg kan varmt anbefale den til dem, der er ved at etablere sig i deres karriere – eller hvor de nu er i livet. Det med at træde i fodsporene af de store filosoffer som Aristoteles, Platon og Sokrates, det at komme væk, sætte hastigheden ned, det var virkelig fantastisk.”
Undervejs i samtalen bliver det tydeligt at netop filosofien, med den særlige samtaleform Protreptik, er noget af det, som har gjort stort indtryk på Patrick. Det er nærmest som om, han har taget sporene fra de store filosoffer, gjort dem til sine egne og lagt dem direkte ind i samtalerne med den gruppe ledere, han er sparringspartner for.
”I mit arbejde som People Partner for ledere er det vigtigt at stille de rigtige spørgsmål frem for at have de gode svar. Dem har lederne ofte selv. Det er udfordrende ledelsesdilemmaer, de kommer med, der hvor værdierne kommer i spil.
Jeg tilbyder dem et refleksionsrum, hvor vi kan løfte samtalen og dilemmaerne op og sammen reflektere over, hvad det er, der er det væsentlige lige her? Hvad er de mere langsigtede og bæredygtige løsninger, så vi ikke løber ind i samme ”mur” igen i næste kvartal? Det er nogle erfarne ledere som sagtens selv kan komme med gode løsninger, så de skal have mulighed for at træde ind i et andet rum, hvor nye tanker kan opstå.
Til det benytter jeg i høj grad protreptikken. Den er nem at oversætte til hverdagen, det falder helt naturligt.”
Det med at skabe langsigtede og bæredygtige løsninger lyder som noget, der i høj grad er behov for, sådan som verden ser ud i dag. Derfor spørger jeg, om Patrick tør at give et forsigtigt bud på, hvordan en Masteruddannelse i coaching kan være en modvægt eller måske ligefrem en del af løsningen på de udfordringer, ledere står med i dag?
”Indenfor HR-feltet er der stor efterspørgsel på udvikling, og her får de en bane for at tale om udvikling. Der skal selvfølgelig også snakkes om de konkrete opgaver, men det at få talt udvikling og værdier mere ind, ser jeg som en af de mulige løsninger på at tilknytte medarbejderne og øge deres trivsel.
Protreptikken skaber en ramme for refleksion, og den er meget nem at bruge, fordi den er så praksisnær. Ofte er der ikke tid og plads til at løfte os op eller flytte os væk fra hverdagen. Men selve det at stoppe op er virkningsfuldt, og det giver protreptikken mulighed for.”
Skriv dig op til vores nyhedsbrevet og bliv opdateret med vores seneste nyheder og artikler