Syntesemodellen

Hvordan er syntesemodellen opstået; hvor kommer den fra?

I denne introduktion vil vi indkredse syntesemodellen ved at skitsere dens delkomponenter, teoretiske begreber og meta-koder. Dette vil vi gøre gennem at stille og besvare nogle spørgsmål. Således har denne del overordnet en karakter, som dels har til formål at opridse modellens historiske horisont, og dels gerne skulle anskueliggøre dennes omsættelighed i praksis.

For så vidt angår syntesemodellens historik og fremkomst deler denne sig i to fortællinger, som dels er personbåret og dels er sociokulturel, dvs. først og fremmest vedrører den vores helt egen oplevelse og erfaring gennem dannelsen af modellen, og dernæst den noget mere teoretisk behæftede beskrivelse. I forhold til først-nævnte er syntesemodellen i skrivende stund og i sin nuværende form omtrent 17 år gammel, og den viser sine første konturer, og tog sit udgangspunkt i vores arbejde med at skabe et teoretisk ståsted i udviklingen af en 2-årig coaching-uddannelse på master-niveau.

Hvad vi ikke vidste på det tidspunkt var, at syntesemodellen også skulle gå hen og skabe andre effekter og figurer udenfor coach-praktikken.*2 En af de væsentlige grunde til, at den kom til at hedde syntesemodellen var, at vi i opstarten på coaching-uddannelsen etablerede en syntesedag i slutningen af hvert semester, inden eksamen. Der samlede vi i samarbejde med de studerende et overblik over de præsenterede tilgange og teorier og efterhånden, som det blev praksis, kom flere begreber på de respektive forskelle på tilgangene, som endte ud i tre dominerende diskurser. De tre grundforskelle og dimensioner som repræsenterer hver sin teoretiske, praktiske og metodiske tilgang delte syntesemodellen op fra begyndelsen af.

2: Fx blev modellen også grundlaget for designet af uddannelsen, et forret- ningskoncept, en pædagogisk ramme, som har udklækket en del øvelser og trænings-scenarier. Men også andre temaer, såsom procesledelse, konflikthåndtering og andre ledelsesmæssig og af erhvervsorienteret interesse er sidenhen gået hen og blevet behandler gennem syntesemodellen, som således støt stigende kom til at fungere som en art analytisk filter og idegenerator for konceptudvikling og løsning af opgaver, m.m.

Vi så med andre ord for os, at den første del, som er repræsenteret ved en kognitiv, psykologisk tænkning, kunne gøres metodisk og coaching-teknisk gennem at opdyrke denne del via den teoretiske og forskningsmæssige forankring indenfor den kognitive og adfærdsterapeutiske skoling (det blev til ”den grønne dimension”, part 1), og at den anden del repræsenteret som en psyko-dynamisk, psykologisk tænkning måtte hente sin grundlæggende figur og tilgang fra den freudianske tradition (det blev til ”den blå dimension”, part 2) samt, at den tredje del kom til syne som en systemisk & narrativ, psykologisk tænkning (det blev til ”den røde dimension”, part 3).

Således havde vi fået indkapslet de tre dominerende psykologiske skoler i vesten og gjort dem klar til at integrere sig i coach-praktikken med henblik på at styrke coaching i praksis og med forankring i en teoretisk tyngde og forskningsmæssig tradition ud fra ideen om, at en grundig fundering i de gældende diskursive traditioner gennem integration i den enkelte studerendes coaching-praksis måtte være et væsentligt skridt ind i et markant løft af fagets faglighed og en, med dette, indlejret forventning om, at en fagligt og ordentligt funderet samtalepartner har en dyb og bred teoretisk viden og forståelse at trække på i samtaler og altid ved hvorfra han/hun henter sine spørgsmål, samt kender grundene hertil.

Da denne tredeling stod os klart, skete der flere forhold i den kommende periode. Dels farvekodede vi som nævnt de tre områder i henholdsvis en grøn, blå og rød farve, og dels begyndte vi at omtale områderne som dimensioner, tilgange og/eller diskurser, og endelig gik vi gang med at gennemtænke forskellige niveauer af metakodning.

De mest omfattende meta-betegnere blev som følgende:

Den grønne tilgang og dimension betegner vi overordnet som en kontrol-diskurs, hvormed vi sigter på, at her gælder det om at få styr på noget gennem fx at få klarlagt, fastlagt, og på anden vis afdækket et 13 faktisk foreliggende forhold med henblik på at få øget sin performance, indfriet sin målsætning, og i det hele taget få fat om en udfordring og få den gjort håndtérbar. Her er tankerne i fokus.
Den blå tilgang og dimension betegner vi overordnet som en tilstands-diskurs, hvormed vi sigter på, at her gælder det om at mærke noget ved at opleve de stemninger, følelser og de tilstande som en given situation bringer med henblik på at kunne rumme, være i og efterfølgende udforske den pågældende udfordring. Her er følelserne i fokus.
Den røde diskurs og dimension betegner vi overordnet som en tilblivelses-diskurs, hvormed vi sigter på, at her gælder det om at give slip på en given (selv)centrering og fiksering gennem at arbejde i og med positionsskift, eksternalisering og de relationelle omgivelser med henblik på at etablere en flydende identitet, nye handlings-landskaber og i det hele taget ske gennem alternativer, brud og passende forstyrrelser. Her er relationerne i fokus.

Herved var hovedlinjerne i og overskrifterne på de tre domi- nerende psykologiske tilgange til coaching blevet aftegnet, og det skulle vise sig fremover, at disse skitser udartede sig til dels at blive yderligere beskrevet og nuanceret, og dels dannede grundlaget for en mangfoldig coaching-model, der pegede i retning af en helt ny og interessant form for kombineret og integreret coach-praktik, dialogisk metode og ledelsesmæssig arbejdsramme. I kulissen lå der på daværende tidspunkt allerede en stor interesse i at integrere den græske dialogform, som går under navnet ”Protreptik”, samt intet mindre end 14 moderne former for vestlig filosofisk tænkning - fra Kant og frem til og med Deleuze.*3

3: Således udgav vi i 2015: ”Protreptik i praksis. Få væsentlige samtaler til at lykkes.”, hvori syntese-modellen også gør sig gældende indenfor dette område og på dette niveau. I 2020 udkom ”Protreptik for viderekomne. Invitationer til at filosofere”, hvori en del af de filosofiske skoler, modeller og respektive tænkning også er inddelt ud fra syntese-modellens treleddede dimensionalitet.

Det er klart, at i et sådant arbejde træffes der en række valg i forhold til at indholdsbestemme en sproglighed, at iklæde de forskellige tilgange nogle bestemte definitioner med den åbenlyse konsekvens, at det ikke er alt, der lader sig gøre at få plads til ift. de store teoretikere og filosoffer helt som det er tænkt i deres udgangspunkt.

Med andre ord arbejdede vi så loyalt som det vel kan gøres med at balancere fremkomsten af vores model med de psykologiske og filosofiske selvforståelser og fremstillinger. Vi begyndte med andre ord at koble de teoretiske koder fra de respektive paradigmer og positioner ved at integrere, forskyde og redefinere- og samtidig tilstræbe at øve minimal vold på deres oprindelige intention.

I koblingerne mellem de psykologiske og filosofiske teori- begreber blev der skabt noget nyt, som vi kort vil skitsere i nedenstående:

I mødet mellem den kognitionspsykologiske tænkning og tilgang til coaching og kognitionsfilosofien i form af tre filosoffer, Kant, Hegel og Husserl - gik det op for os, at hele den grønne kontrol-diskurs grundlæggende handler om forstandig og fornuftig tænkning og refleksion, selv- bevidsthed og intentionalitet samt en god portion logisk sans og kategorial struktur og systematik. Og at hele dette repertoire skal en coach lære noget om for bedre at kunne stille præcise, afdækkende spørgsmål med henblik på at øge abstraktions- niveauet og dermed højne den kognitive kapacitet hos sig selv og den pågældende fokusperson.
I mødet mellem den psykodynamiske psykologi og tilgang til coaching og eksistensfilosofien i form af tre filosoffer, Kierkegaard, Nietzsche og Sartre - så vi, at hele den blå tilstandsdiskurs grundlæggende handler om at arbejde med en række fundamentale vilkår i tilværelsen og ved det at være menneske såsom angst, fortvivlelse, magtvilje og valg. Og at hele dette repertoire skal en coach lære noget om for bedre at kunne arbejde med følelser, dæmoniske anlæg og selvforholdet med henblik på at udfolde emotionel kapacitet, og i det hele taget styrke kraften og inderligheden hos sig selv og den pågældende fokusperson.
I mødet mellem den systemiske/narrative psykologi og tilgang til coaching og det vi valgte at betegne som differensfilosofien i form af Heidegger, Foucault og Derrida - gik det op for os, at hele den røde tilblivelsesdiskurs grundlæggende handler om forskelle, mønstergenkendelse, diffuse magtspil og bristepunkter og i det hele taget aldrig tage hensyn til, at noget overhovedet kan forblive det samme. Og at hele dette repertoire skal en coach lære noget om for bedre at kunne arbejde med samskabelse, åbninger og frigivelse med henblik på at generere relationel kapacitet, og i det hele taget lade begivenheder og uforudsigelige hændelser indtræffe hos sig selv og den pågældende fokusperson.

Således viser det sig, at syntesemodellen, som den dannes, kommer fra og funderes i intet mindre end som nævnt tre dominerende vestlige psykologier og omtrent 14 filosofiske former for tænkning, metodeforståelse og teoretisk forankring.

Syntesemodellen