blog
21. november 2022
Et højt og potentielt usundt stressniveau ser altså ud til at være stigende i vores samfund. En undersøgelse fra Børns vilkår og Trygfonden viser også en stigning i børns og unges stress. Undersøgelsen peger på vores samfundsstruktur som en årsag, og der tales om: “Præstationssamfund, accelerationssamfund, projektsamfund, konkurrencesamfund, perfekthedskultur, præstationskultur, curlingbørn, generation fremtidsplan og generation præstation”. Det peger på vores kultur og nogle generelle tendenser i samfundet som betydelige faktorer for stigningen i stress.
Et af de nyere tiltag fra 2018 er et nationalt stresspanel af mennesker med en særlig faglig viden inden for emnet, 2022. Panelets formål er at skabe en opmærksomhed og debat om stress, samt at udarbejde løsningsforslag, der kan være med til at mindske forekomsten af stress blandt befolkningen. Panelets mange forslag går faktisk ud på at intervenere på institutionelle niveauer ved bl.a. at regulere skolefællesskaber og arbejdsfællesskaber, så ingen står udenfor og flere oplever, at de kan lykkes i fællesskaberne og beholde deres integritet. Det er meget omsiggribende forslag, som også er delvist ukonkrete. Men de viser i hvert fald, at der er statslig opmærksomhed på stress-bølgen og på forebyggelse af den stress, som kan gå hen og kamme over og blive til sygdom.
Man kan derfor spørge: Kan vi mon komme den usunde stress til livs, eller er det at være stresset blevet til noget, som er uundgåeligt for det senmoderne menneske? Er det blevet reglen frem for undtagelsen, at man enten oplever højt stressniveau i sin hverdag eller har stiftet bekendtskab med det enten i sit personlige eller professionelle liv?
Ifølge Sundhedsstyrelsen er stress en forsvarsmekanisme, som kroppen effektuerer som følge af oplevet fare. Det er på den måde ikke en sygdom, men en tilstand, som kroppen kan befinde sig i kortvarigt eller langvarigt. Når kroppen er stresset over en længere periode, er det dog sundhedsmæssigt skadeligt på flere måder; det kan forårsage øget risiko for hjertekarsygdomme, depression med mere. Den stadig større viden om stress og dens følgevirkninger gør det til et vigtigt opmærksomhedspunkt i vores samfund. Hvordan løser vi det stigende problem? Skal det gøres ved at behandle det enkelte menneske, ved interventioner i de nære fællesskaber eller ved forandringer i de store fællesskaber og kulturer? Det er der mange holdninger til og eksempelvis er den regenerative bevægelse et eksempel på en vis sammentænkning af alle niveauer.
Men her vil vi dvæle lidt ved tre sociologiske, socialpsykologiske og filosofiske forklaringer. De er nemlig alle tre – i varierende grad – optaget af, hvordan vores helt personlige og intime liv som mennesker ikke kan adskilles fra de sociale og samfundsmæssige omstændigheder, vi er en del af. Og antagelsen er også, at vores handlinger som individer samtidig er med til at skabe de store tendenser i vores samfund.
Sociologen Sir Anthony Giddens beskriver det således:
”De sociale omstændigheder er nemlig ikke adskilte fra det personlige liv, og de kan heller ikke blot betragtes som et ydre miljø i forhold til det. Når individerne kæmper med intime problemer, er de aktivt med til at rekonstruere det univers af social aktivitet, som befinder sig rundt om dem” (s. 23).
Det personlige livs op- og nedture er med andre ord en afspejling af mere generelle kulturelle strømninger og lovmæssigheder. Men samtidig – og lige så vigtigt - er vores individuelle adfærd og opfattelser med til at understøtte eller forandre samfundet og kulturen.
Giddens har udførligt beskrevet, hvad senere sociologer ser som underliggende årsager til stress, nemlig en meget grundlæggende usikker tilstand, som det senmoderne menneske skal håndtere at leve med og i.
Ifølge Giddens er vores sociale relationer i det senmoderne samfund blevet mangfoldiggjort. Og mange af vores sociale arenaer er blevet lige vigtige. I dag kunne det fx være arbejdspladsen, karrierenetværket, LinkedIn, TikTok og skolens forældreintra. Vi agerer således i rigtig mange sociale rum. Det betyder, at vores selvforståelse bliver mere kompleks og fostrer en refleksivitet - en evne til at se på os selv udefra og indefra på samme tid i mange forskellige sociale arenaer og platforme. Men bevægelsen går i stigende grad mod at se os selv udefra. Og herfra kan vi konstant revidere vores identitet. Denne tilstand giver en grundlæggende tvivl og usikkerhed i sin mangel på faste rammer for det senmoderne menneske. Giddens siger:
”Modernitetens refleksivitet strækker sig helt ind i selvets inderste. I en post-traditionel orden bliver selvet med andre ord et refleksivt projekt. Overgange i en persons liv har altid krævet psykisk reorganisering, hvilket i traditionelle kulturer ofte blev ritualiseret i form af rites de passage. Men i sådanne kulturer, hvor alt forblev mere eller mindre uforandret på det kollektive niveau, blev den forandrede identitet meget nøje overvåget – som når en person gik fra ungdom til voksentilværelse. I moderniteten skal det forandrede selv derimod udforskes og konstrueres som en del af en refleksiv proces, der forbinder personlig og social forandring” (Giddens 2004, s. 46).
Mennesket i det senmoderne samfund er altså karakteriseret ved kontinuerligt at monitorere og forme sig selv både indefra og udefra. Ifølge Giddens produceres dermed en grundlæggende usikkerhed, hvad angår verdens egentlige beskaffenhed. Hvad kan vi regne med? Hvad er sikkert og rigtigt?
Med Giddens kan man derfor spørge: er det muligt at undslippe denne tilstand? Hvor finder jeg min trygge base?
Den tyske sociolog Andreas Reckwitz har fokuseret på et helt særligt, men gennemgribende, krydspres, som den senmoderne europæer er udsat for. I bogen ”Singulariteternes samfund” (2019) beskriver han, hvordan vores kultur er præget af to modsatrettede idealer, som skaber et forventningspres hos det enkelte individ. Der er på den ene side romantikkens ideal om autenticitet og personlig udfoldelse og på den anden side borgerlighedens ideal om økonomisk- og social status i alle dele af livet. Det kommer til udtryk som en kombination af: ”bevægelsen indad (selvrealisering) og bevægelsen udad (prestige)” (Reckwitz, 2019, s. 270). Vi forsøger at finde den rigtige uddannelse og det rigtige arbejde for derigennem at skabe den helt unikke personlighed, hvilket samtidigt helst skal kunne give økonomisk- og social status. At være almindelig - eller netop almen – er ikke ønskværdigt. I stedet er det singulære, det unikke blevet den ønskede socialkarakter. Kombinationen af de to modsatrettede idealer, og vores stræben efter det ”helt rigtige” forklarer han, som noget, der imidlertid er medskaber af en strukturel “skuffelsesgenerator”, fordi vi faktisk ikke kan realisere det. (Reckwitz, 2019, s. 255-257).
Kunne man forstille sig, at en skuffelse, som omfatter ens hele væren i verden, kan være næsten ubærlig og lede til en usund stresstilstand?
Tæt på skuffelsen ligger trætheden. Den sydkoreanske filosof Byung-Chul Han taler om, at vi er gået fra at være et disciplinærsamfund til et præstationssamfund. I det gamle disciplinærsamfund var den underliggende logik for trivsel og succes at være lydig, at underlægge sig visse normer og krav og altså at afstå fra at realisere eventuelle lyster. I den nuværende tilstand er den usagte, men alligevel allestedsnærværende logik, nærmere, at vi skal sige ja til mulighederne, realisere vores lidenskaber og derigennem præstere. Det skaber, ifølge Han, en gennemgribende, samfundsmæssig tilstand af træthed!
Er trætheden mon den depressive tilstand, som kan komme i forlængelse af for stor en stressbelastning?
Sammenfattende kan man altså pege på tre tendenser, som måske bidrager til forekomsten af den usunde stress – i hvert fald i vores nærmeste kulturkreds. De kan formuleres positivt som den senmoderne mulighed for at kunne gribe alle chancer og konstant revidere vores identiteter, som en hyldest til realiseringen af det indre autentiske individ og muligheden for at forfølge status og prestige ved at udleve vores lyst. Negativt kan de formuleres som en helt grundlæggende usikkerhed, et umuligt krydspres og en gennemgribende træthed.
Når man som coach møder et menneske, som oplever en belastende stresstilstand, kan man gå rigtig mange veje for at hjælpe og aflaste.
Man kan forsøge at imødekomme livets op- og nedture ved først og fremmest at hjælpe med en bevidstgørelse om, hvad den enkelte bruger sin mentale og faktiske energi på. Små og store problemer kan på denne undersøgende måde blive håndgribelige, og det kan udmønte sig i en skærpet opmærksomhed på det, der er virkeligt væsentligt i det personlige- og professionelle liv. En sådan proces kan opleves styrkende, afklarende og tryghedsskabende, fordi der stilles skarpt på det personlige værdimæssige ståsted.
Derudover kan man som coach være optaget af, hvordan den enkelte emotionelt kan rumme de udfordringer, han/hun stilles overfor. Som coach kan man stå sammen med den anden, når stemningen bliver fortættet og måske er svær at være i. Følelser som glæde, sorg, vrede, irritation, skuffelse eller fortvivlelse over ikke at føle, at man “slår til” i hverdagens hastværk, kan indkredses og konkretiseres. Måske kan stemningerne finde deres plads i tilværelsen, og der kan sluttes fred med dem?
Ved at gøre sig bevidst om det væsentlige, og ved at kunne rumme de stemninger, der griber en, kan muligheden for at handle og tænke anderledes også opstå. En del af en coachende praksis kan være at se og stimulere de åbninger i samtalen og hos den anden, som kan være frisættende. De sprækker hvorfra håb, handling og det at finde hjem kan komme til den anden.
Men vigtigst er måske som coach på den ene side at anerkende, at det senmoderne samfund giver os hver især et væld af muligheder for at udfolde os. Men i de mange muligheder og valg vi privilegeret er blevet givet, kan der opstå en usund stress, som er flyttet ind med en grundlæggende usikkerhed, skuffelse og træthed skabt af kulturelle krydspres.
Hvis vi antager, at samfundet har skabt usikkerhed og træthed i det krydspres, vi alle er en del af, og at stress er kroppens naturlige forsvarsmekanisme, må coachen først og fremmest anerkende forsvaret som noget godt. Men er det samtidig muligt som coach at hjælpe det enkelte menneske med at opdage, mærke og lade sig bevæge af dette hyperkomplekse samspil mellem den helt private verden og den omgivende kultur? En mulighed kunne være at vende os mere mod det almene i vores coachingsamtaler, at hjælpe den forståelse på vej, at individet ikke står unikt og alene med sin tilstand? Det kunne måske være en del af et frisættende forsvar mod den usunde stress?
Med alt det sagt, kunne man passende slutte af med et protreptisk spørgsmål, nemlig: Hvad er modsætningen til stress?
Skriv dig op til vores nyhedsbrevet og bliv opdateret med vores seneste nyheder og artikler