Dialog er dannelse i praksis

blog

Ordet dannelse bruges hyppigt - måske for hyppigt? - i al almindelighed. Her i Danmark vejer det blandt andet tungt i de uddannelsespolitiske dagsordener, som hviler på folkeoplysningens grundlag. Og så er der dannelse i mere bred forstand. Emma Gad beskriver fx dannelse som en social-psykologisk formning, der kommer til udtryk som etikette i vores omgang med hinanden til hverdag og til fest. Her er et dannet menneske et menneske, der kender sin plads i samfundet.

Ordet stammer fra ’dan’ som betyder ’at gøre noget’ eller ’at blive gjort til noget’. Det peger således både mod praksis og mod formning. Man kan ‘gøre dannelse’, og man kan ‘blive dannet’ af noget eller nogen. Den tyske filosof Hegel mente, at mennesket altid vil danne verden. Vi er ikke blot i den, men er mennesker netop qua vores evne til at forme og begribe verden.

Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og Thomas Aastrup Rømer har for nylig i bogen ”Sidste chance” (2021) peget på, hvordan dannelse er blevet taget som gidsel af den omsiggribende målstyring i vores institutioner. Dannelse er blevet lig med kompetence. Det er indskrevet som læringsmål og styringsredskab henimod en på forhånd bestemt formning af individet. Men dannelsen skal frisættes, mener forfatterne! Som alternativ definerer de dannelse som ‘at interagere og vekselvirke med stedets ting og lag, så mennesket selv kan udvikle sig og komme med nye idéer og forslag baseret på et selvstændigt kundskabsliv sammen med andre’ (s. 12). Dannelse kan i den optik forstås som en livslang proces, som aldrig har et specifikt mål. Her sættes selvstændig tænkning og emergerende viden i højsædet.

Hegel og de omtalte forfattere er så langt fra de eneste, der former dannelses-begrebet. Det er jo blevet en hel videnskab i sig selv og også en politisk kamparena.

Hvis vi antager Hegels perspektiv, at man altid danner hinanden og verden, så bliver spørgsmålet vel nærmere, hvordan man så danner? Sker det gennem dialog eller et fast curriculum? Er rammerne tydelige eller skjulte? Er de ensidige eller mangfoldige?

Og hvordan tænker vi så det i Copenhagen Coaching Center?

Dialogen i centrum

På Copenhagen Coaching Center arbejder vi med dialogiske veje til at finde et etisk og personligt sted, hvor man kan stå sikkert i arbejdslivet som leder, HR-partner, projektleder, medarbejder - og i livet som helhed. Ordet dialog kommer af det græske dia logos, som kan oversættes til at finde mening gennem ordet eller samtalen. Man kan sige, at det at være i dialog med hinanden er den aktive handling at søge at forstå den andens verden, mens man samtidig søger at udtrykke sin egen. Det er dermed ikke udenadslære, vi praktiserer. Vores afsæt er, at vi mennesker er dialogisk indstillet, dvs. samtalende. At vi samtaler med hinanden, men også med os selv og på den måde altid er i en dannende dialog med omverdenen og vores indre forestillingsverden. At tage dette på sig, det at være i en kontinuerlig meningsskabende proces, det kræver en åbenhed og et mod til at stå i det usikre samt villighed til at ændre sine egne forestillinger.

Det betyder også, at vi må erkende og anerkende, at vi i dialogen er med til at forme andre. Det gælder både i uddannelse og i ledelse. Med den dialogiske tilgang til dannelse er vi altså både med til at forme den anden, men også lade den anden forme sig på sin egen vej.

Med vores syntesemodel som et slags teoretisk kompas for dialogerne er det vores hensigt at gøre det tydeligt for os selv og andre, netop hvorfra vi taler, og hvorfra vi spørger. Det er en model, som vi synes kvalificerer en mangesidig dialog, som kan øge ens dialogiske kapacitet, hvad enten man er topleder, HR-partner eller projektleder på vores Master of Business Coaching, vores procesederuddannelse, vores ledelseskursus eller vores Psykologisk Filosofisk Psykoterapeutuddannelse.

Syntesemodellen som en refleksiv dialogisk model

Syntesemodellen er baseret på udvalgte psykologiske og filosofiske perspektiver, som kvalificerer og stimulerer dannende dialoger.

Syntesemodellen begyndte Kim Gørtz og Mette Mejlhede at udvikle i begyndelsen af ti’erne i samskabende praksis med et utal af studerende på den dengang nystartede masteruddannelse i business coaching.

I sin nuværende form er syntesemodellen en integreret coach-praktik, dialogisk metode og en ledelsesmæssig arbejdsramme. Den udgør en gennemarbejdet syntese af tre dominerende vestlige psykologier og filosofier. Den tilbyder altså den professionelle samtale-praktiker flere såvel psykologiske som filosofiske ståsteder, hvorfra man i samtalen kan facilitere en dannelsesproces. På den måde synes vi, at den tilbyder en mangfoldighed af perspektiver, hvorfra dialog kan praktiseres.

Syntesemodellen

Syntesemodellen har tre hoveddimensioner.

Syntesemodellen er med andre ord vores eget dannelsesgrundlag i Copenhagen Coaching Center. Den er en model, som anerkender tilværelsens og arbejdslivets mangfoldighed og kompleksitet. Vi arbejder dialogisk, det vil sige gennem samtalen og interaktionen. Det er både en model for vores undervisning og den praktik, vi uddanner vores kursister i at mestre, så de nænsomt, hjælpsomt og modigt kan tage del i dannelse.

Så dannelse hos os er dialogisk kapacitet. Det betyder:

I det perspektiv kan ordet dannelse ikke bruges for hyppigt.

Med alt det sagt: Hvilken plads skal dialogisk dannelse have i arbejdslivet?