Et nyt erfaringsrum er trådt mere og mere frem i de senere år, nemlig protreptik som behandlingsform og som et vægtigt bidrag til en ny behandlingsform kaldet filosofisk terapi. Både som supplement og alternativ til de mere psykologiske terapi- og behandlingsformer viser det sig med større og større klarhed, at den protreptiske arbejdsform har noget at komme med, endda i en sådan grad, at erfaringspuljen hermed er blevet ganske tungtvejende og tyder på, at der ligefrem tegner sig former for evidens og klare effekter af den protreptiske tilgang som behandlingsform indenfor den sociale sektor.

Den filosofiske samtalekunst og dialogiske disciplin; Protreptikken, der trækker aner tilbage til den græske, antikke tænkning (Sokrates, Platon og Aristoteles), har i de seneste 15 år fået støt stigende opmærksomhed og fundet sin pasform indenfor store dele af ledelsespraktikken, offentlig såvel som i privat regi.

Endvidere er der inden for skoleverdenen vakt stor interesse herfor, specielt omkring temaer som dannelse og etik.

I forhold til ledelse og undervisning har den protreptiske tilgang indtil videre primært kredset omkring værdiafklaring og bibragt nytænkning samt øget grad af intensitet i forhold til at finde frem til, hvem man er, og hvad man står for som leder og lærer.

Efter mange års arbejde med at oversætte den protreptiske samtaleform ind i en konkret samtalepraksis, har det vist sig, at netop denne samtaleform ikke blot er uhyre effektiv i en ledelsespraksis, (hvor det element, at man inviterer til en anonym og almen samtale, er en stor styrke, idet man hermed ikke støder ind i dilemmaet om at føre følsomme samtaler ind i en asymmetrisk relation; leder – medarbejder), men også på samme måde viser sig at være meget effektiv og udviklende i samtaler mellem terapeut og klient/patient.

Netop det faktum, at samtalen er almen og centrerer sig om et begreb, opleves på en gang som frisættende og nærværende og dermed virksom - uden, at det opleves som en klientificering, forstået således, at klienten (efter eget udsagn) på én gang føler sig hørt og fri og dermed selvberoende for måske første gang i lang tid.

Det beskrives som en nænsom, ikke diagnosticerende samtale, hvor klienten ikke føler sig som centrum for ’problemerne’ men snarere som ekspert på egne meninger, værdier og tilstand.

Da vi i CCC som førnævnt har arbejdet med protreptikken i mange år, har vi haft en del ledere, herunder også ledere af botilbud og behandlingsenheder både i psykiatrisk regi såvel som i private virksomheder, igennem vores Masteruddannelse i Coaching (der også indbefatter et semester om og i protreptik) og det har vist sig, at oversættelsen af protreptikken ind i den sociale sektor har haft stor succes og effekt ift. arbejdet med misbrugere og psykisk sårbare.

Bogens bidrag rummer således en lang række spændende eksempler fra vores nuværende og tidligere studerende omkring brugen af den protreptiske samtaleform i bred forstand i sociale virksomheder.

Det er derfor med stor taknemmelig overfor bidragsyderne og med stolthed og respekt, at vi henover foråret vil kunne byde velkommen til en række velfunderede erfaringer og erkendelser omkring protreptikkens funktion og ydeevne indenfor områder, hvor der som sagt bl.a. arbejdes med “psykisk sårbare” og “udsatte unge” samt ikke mindst hele organiseringen og ledelsen heraf.

Antologien forventes i handlen til oktober 2021, og indeholder eksempler på konkrete metoder, tilgange, viden og erfaringer fra ti forskellige bidragsydere.