ET INDSPARK I VERDENSKLASSE – VI ER BÅDE STOLTE OG MEGET GLADE OVER AT HAVE FÅET EN KAPACITET SOM JESPER PÅ HOLDET

Inden den tidligere FC-Barcelona-spiller Jesper Nøddesbo i foråret annoncerede, at han ville indstille sin håndboldkarriere, havde Jesper allerede taget de første store skridt henimod en ny karrierevej. Allerede for seks år siden startede Jesper på vores Master of Business Coaching-uddannelse med henblik på at kunne arbejde som professionel coach, mentor og rådgiver på sportens bane, men i særdelshed også indenfor erhvervslivet. Dette store og spændende brancheskift er nu officielt en realitet, da Jesper netop i dette efterår er tiltrådt som en fast bestanddel af konsulentholdet hos CCC.

Jesper Nøddesbo har en lang karriere som håndboldspiller bag sig, han har vundet stort set alt, hvad man kan vinde som håndboldspiller, lige fra nationale mesterskaber, europamesterskaber og som kronen på værket guld ved de Olympiske Lege. Jesper har spillet i de største danske og udenlandske klubber, blandt andet 10 år i FC Barcelona, så det at skulle top-performe under massivt pres har været en del af Jespers hverdag i mange år.

Gennem MBC-uddannelsen har Jesper løbende specialiseret sig i udviklingen af sin dialogiske kapacitet, og har i høj grad mærket på egen krop, hvor betydningsfulde og livsforandrende disse samtaler kan være, hvilket også er en af de helt store drivkræfter for Jespers fremtidige virke hos CCC. ”Jeg ønsker virkelig at være med til at støtte mennesker i at forfølge deres drømme, nå deres mål og udvikle sig som de hele mennesker, de skal være. Jeg har selv på egen krop erfaret, at de mest værdifulde mål nås, hvor der er balance mellem det resultatorienterede og livskvalitet.

Om valget af Jesper, siger Direktør og Partner i CCC Andreas Bering:

Kombinationen af Jespers store erfaring fra brændpunkterne på de allerstørste scener, og hans evne til at kunne stå og være i ubehaget på vej til toppen sammenholdt med hans empatiske væsen, er nogle af de væsentligste kompetencer, som Jesper kan bidrage med hos os, da han vil kunne hjælpe og støtte rigtig mange erhvervsledere og sportsfolk på vej mod individuelle, såvel som fælles mål, så vi er både stolte og meget glade over at have fået en kapacitet som Jesper med på holdet.

En af de allerførste aktiviteter, som Jesper skal i gang med hos CCC er udfoldelsen af et helt særligt talentprogram til virksomheder, hvori de bedste erfaringer og indspark fra sportens verden kombineres med CCC’s mangeårige erfaring fra erhvervslivet omkring rekruttering, ledelsesrådgivning og fag-personlig udvikling.

Jeg glæder mig virkelig meget til at kunne bidrage hos CCC, da det at kunne støtte og udvikle mennesker/virksomheder med at nå deres mål på en bæredygtig måde vil være noget af det bedste, jeg lige nu kunne forestille mig at bruge min mangeårige erfaring fra sportens verden på.